Husets historie

Fortalt af Povl Buddig Johansen.

Første del er noget jeg har hørt!
Jeg mener at denne ejendom blev solgt fra i 1912 til Fabrikant Møller, hvornår fru Mønniche blev vicevært aner jeg ikke, men hun var en meget mandhaftig ordensmagt i hele min barndom.

For at vende tilbage til ejendommen, som det kan ses på billedet, levede den op til ryet som tårnenes by, de er jo senere blevet fjernet, det har nok været for dyrt, at renovere dem, det er trist nok.
Fra start var ejendommen af den standard, som var mulig på det tidspunkt bl.a. aftrædelse på naturens vegne, som var i gården. senere blev der etableret toiletter med adgang fra køkkentrappen, et på hver etage , så de var fældes for de to naboer, det skal lige bemærkes at der ikke var elektrisk lys på trappen eller WC.

I gården var der een lampe i kældergangene ingen, der var dog lys på hovedtrappen, men her var henstilling af cykler og barnevogne forbudt, vareudbringning og færdsel med træfodtøj henvises til køkkentrappen. 
I kælderen var der vaskerum med gruekedel, (et til hver opgang), mulighed for at tørre tøj var i gården inddelt, så der var en plads til hver opgang, På 5. sal var der tørrelofter.  På 5. sal var der også pigekamre, et til hver af de store lejligheder. (der var hverken lys eller varme.)

Hver lejlighed havde et pulterkammer på loftet, og et rum i kælderen til brændsel, så der var meget trafik på den mørke trappe med koks og brænde, det var jo i den mørke tid, der var brug for varme.
Køkkenerne var fra begyndelsen udstyret med komfurer i støbejern. Det gav en god varme. Senere blev der installeret gas. Under anden verdenskrig var gassen rationeret, så der kunne man godt have brugt komfuret, men de fleste fik installeret en lille nødovn som blev tilsluttet de gamle skorstene.

Hele gården var inddelt med cykelskure, der var et skur for hver etage så naboerne måtte deles om et skur.
Der var løse stativer til at lufte sengetøj på, og en stang til at banke tæpper på, som skulle foregå mellem kl. 6 og 9 morgen eller 6 og 8 aften.  Der var ellers forbud mod støj og leg efter kl. 7 aften HA.
Den gang havde fru Mønniche opgaven at udleje lejligheder, opkræve husleje, og være efter os unger, hvis vi ikke opførte os, som vi skulle, efter hendes opfattelse ( hun havde ikke selv børn.)
Til gengæld var vi mange i legealderen, der kunne larme mere end der passede den dame, eller gårdmanden, som også tog sig af udvendig renholdelse.  Trappevask af hovedtrappen var der ansat en dame til at tage sig af.  På køkkentrappen var det sådan at naboerne på skift skulle vaske trappen fra deres køkkendør og en etage ned. l gården var der travlhed om morgenen hestevogne med mælk, fra Enigheden, Trifolium, Solbjerg og mælkedrenge fra mejerier.

Der kom også bude med morgenbrød, så man ikke skulle i byen om morgenen Mange vil tro at det var overdrevet opbud , men dengang var alle lejligheder næsten beboet af familier med børn, for det meste 2 eller flere så behovet var stort.
Der skete mange andre ting i gården. Der kom gårdmusikanter der håbede på at nogle af beboerne kastede papirspakker ned med mønter. Vi børn var glade når der var musik i gården. Der kom også en mand og solgte fisk. Han råbte altid ”sild er godt” . Det skete også at en skærsliber faldbød at slibe knive og sakse.

På vestsiden af ejendommen er der nu en hyggelig mulighed for at nyde den friske luft.  Tidligere var der små haver, som enkelte lejere havde rådighed over.  Som barn brugte vi passagen til at løbe om kap, ned til sodavandsfabrikken, som der tidligere har været i dem lille bygning i den ende af ejendommen.
I den have som lå nærmest ud til vejen, havde fru Mønniche en forhøjning så hun kunne se over stakittet i og holde øje med hvem der gik forbi.  Hun havde også mulighed for at følge med fra sin lejlighed i nr. 14 l. sal, hun havde nemlig et sladre spejl uden for vinduet, det samme _havde gårdmanden fra nr. 20 st. tv.

På hjørnet af passagen lå et brødudsalg som også havde mælk og slik indehaveren var fru Hall, så langt tilbage, jeg kan huske, der var lejlighed bag ved, det ene værelse mod gaden var der skomager Mikkelsen, som blev drevet i to generationer.  Den næste (også med beboelse) Glarmesteren i mange år, var det hr. Vinther, der senere blev overtaget af Søren Torp.
De næste forretninger har igennem årene skiftet mange gange de fleste, så vidt jeg ved var Frøhandel også med frugt og grønt, -barber, manufaktur, damefrisør , skrædder, guldsmed med trappe op fru Mønnikes lejligheden på første sal.  I en periode havde Nesa frokoststue til deres chauffører.

På hjørnet ved parkeringen var Købmandshandel den første hed Kolb, den blev derefter overtaget af A.E. Kisling, og under navnet Kisling ført videre i tre generationer. derefter skiftet adskillige gange, de første mange ar boede familien bagved.
Bagbygningen var før delt mellem de to ejendomme og fra start brugt  som hestestald og vognport. som barn husker jeg at der var benzintank og vognvask, i gavlen var der rulleforretning, under krigen var der brændselshandel og tørv, senere blev der autoreparation ,l den østlige side var der garager, det var i den del som tilhørte naboejendommen. på loftet var der malerværksted i den forreste  ende og i den anden var der i mange år dueslag.  Nu er hele bygningen autoværksted og sat fint istand af de nuværende ejere.

På det andet hjørne lå Cafe Børsen med fortovs servering. på medfølende billede kan man se kasserne med planter og mange andre ting, læg især mærke til at der ikke var sporvognsspor, der kom først sporvogne til Hellerup i 19XX , til gengæld var vi de første og måske de eneste der fik Troljevogne. 

For dem der ikke kender dette fortrinlige transportmiddel disse bemærkninger, lydløse da de kører på bilhjul og på strøm ved to stænger, som fik strøm fra to luftledninger, og derfor var smidige i trafikken, de kom i 1926.  De kørte til (Jægersborg og Søborg, da de senere blev inddraget var det under mange protester da de var miljøvenlige.

På medfølgende billede kan man se at der ikke er sporvognskinner på det tidspunkt billedet er blevet taget omkring 1905. Læg også mærke til gaslygterne, som vejbelysning. De blev betjent af en mand, der hver dag ved mørkets frembrud tændte dem en for en og slukkede dem igen om morgenen. Hans opgave var også at rense glassene når de var blevet for snavsede.
Sidst i 1800 tallet var der dampsporvogne på Strandvejen men de svinede for meget og blev erstattet af hestesporvogne. I 1901 kom den første elektriske sporvogn til Hellerup. Det var meget passende som den første, linie 1 som kørte fra Hellerup  til Frederiksberg. Takstgrænsen ved Callisensvej opstod ved at man skulle betale på ny hvis man skulle videre til Charlottenlund eller Klampenborg. Det var nemlig Nesa’s område.

Nogle år senere blev linie 1 drejet af ad Ehlersvej og Svanemøllevej til endestationen på Callisensvej. Dette blev den ved med indtil sporvognene blev erstattet af busser og den karakteristiske helle der var placeret midt i vejen blev sløjfet ved samme lejlighed.
Linierne 14 og 15 har også kørt gennem Hellerup. Linie 15 ad Hellerupvej, Bernstoffsvej til 5-vejen og linie 14 ad strandvejen til Klampenborg. Om sommeren med åbne bivogne og billetteringen foregik ved at konduktøren gik på et udvendigt trinbræt.

I 50’erne blev ejendommen solgt til Hr. Wegener, som kort tid efter besluttede at der skulle moderniseres.
Der blev indlagt centralvarme og varmt vand. Toiletterne på køkkentrappen blev vendt så lejlighederne der havde entre bag toiletterne fik indgang til dem herfra. Lejlighederne til den anden side fik taget ca. 1 m. fra soveværelset til et nyetableret toilet. Et efter tiderne moderne vaskeri blev etableret i kælderen.

De små haver i passagen mod vest blev i forbindelse med byfornyelse og sikring af brandveje nedlagt og området blev lavet om til fællesareal som alle beboerne kunne benytte og gården med cykelskure m.m. blev ryddet og et nyt fællescykelskur blev bygget ved gavlen på den østlige del af huset.
På loftet blev eksisterende værelser og pulterkamre nedlagt og en ny 5. Sal blev etableret med 18 klubværelser og fælles køkkener og badeværelser.

I 1998-99 blev disse klubværelser nedlagt og hele tagetagen blev ombygget til 6 hypermoderne ejerlejligheder.
Administrationen af ejendommen har i over 60 år med tilfredshed, været varetaget af nu 3. generation Advokat Koefoed.
En lille orientering om området som jeg mener kan være interessant at kende til. Borgen på hjørnet af Svanemøllevej (tidligere Johannevej) har fra begyndelsen været posthus. Senere overtaget af KFUM og så Kordegnekontor. I 1939 blev det overtaget af drengebogsforfatter Gunnar Jørgensens skole. Senere igen overtog Geodædisk Institut og er nu Tandlægeforeningens administration.

På hjørnet af Strandvejen og Callisensvej var der den første telefoncentral i Hellerup. På det modsatte hjørne lå  Hellerup Kinoteater også kaldet ”Loppen”. Hvis man var tørstig lå der Cafe Takstgrænsen og Gl. Slukefter og Lille Slukefter lige rundt om hjørnet.
Danmarks første ”Iskagebod” blev etableret af Hellerup Isfabrik på hjørnet af Ehlersvej og Strandvejen. På østsiden af Strandvejen bl.a. Tuborg, flyvemaskinefabrikken Zeuthen-Aagård der lavede de første ambulancefly til Zonens redningskorps (nu Falck), Kastrup Glasværk (nu Holmegård) og en tømmerhandel (indehaveren Hjalmar Christensen var blind).

Desuden lå der også Tuborg-pavillonen som var et yndet udflugtsmål for Københavnerne. Tuborgflasken (24 m høj) som nu er flyttet, var et vartegn for industriudstillingen i 1888 i København og var opstillet på Vesterbrogade. Den havde en hydradisk elevator op til udsigtsplatformen under kapslen.
Til slut en ting der altid har ligget mig på sinde. Navnet på vejen.
Vej og ejendom er opkaldt efter den tidligere så berømte kirurg Dr. Callisen, udtales [kal-li-sen] med tryk på første stavelse og ikke [ka-li-sen] med tryk på midterste stavelse som mange tror det skal udtales.